Indskolingen er starten på børnenes skoleliv, og vi arbejder tæt sammen med Mårslet Dagtilbud om at lave en glidende overgang fra Dagtilbud til skole. Indskolingen er samtidig forudsætning for arbejdet på vores mellemtrin. Så også her har vi fokus på sammenhæng og en glidende overgang mellem 3. og 4. klasse.

Gode rutiner og arbejdsvaner 
I indskolingen lægger vi vægt på, at børnene og klassen får udviklet gode arbejdsvaner og rutiner, så alle børns resurser og potentialer kommer bedst muligt i spil. Det sker i tæt samarbejde med klasseteamet, som består af børnehaveklasseleder og klassepædagog i 0. klasse og af dansk- og klasselærer, matematiklærer og klassepædagog i 1. - 3. klasse.
Alle klasser har en del timer hver uge, hvor både lærer/børnehaveklasseleder og klassepædagog er i klassen sammen.

Klassens miljø og trivsel - det skal være sjovt at gå i skole
Klassens miljø og trivsel er afgørende for, at dit barn har det godt og kan lære. Derfor handler din rolle som forælder i indskolingen også om at få skabt et godt forældresamarbejde omkring klassen. Fælles aftaler og retningslinjer for klassen gør skoledagen tryg og forudsigelig for børnene.

Du kan samarbejde med skolen om dit barns læring ved at vænne dit barn til at få rutiner omkring skoledagen, så morgenmad, pakning af skoletasken, samtaler om skolelivet og måske træning i bogstaver og tal bliver en naturlig del af hverdagen.

Læsning
Læseindlæring fylder meget i indskolingen. Fra 1. klasse læser børnene stort set hver dag, og vi har et Minibibliotek med mange gode læse-let-bøger, som børnene hurtigt kan bytte, og som på skift bor i deres læsemapper. Børnenes læseproces understøtter vi med børneskrivning.

Vores læsevejledere følger børnenes læseudvikling tæt. De er med i klassen, følger op på tests, giver vejledning og tilbyder læsekurser ved behov. Vi forventer, at I forældre støtter op om jeres barns læseindlæring ved at læse højt for jeres barn, læse med jeres barn og tale med jeres barn om, hvad det læser. Vi giver løbende vejledning i, hvordan I konkret kan gøre.

Morgensamling og morgensang hver morgen
Hver morgen starter vi kl. 8.00 med fælles morgensamling for hele indskolingen. Det er vigtigt, at dit barn møder i klassen 7.55, så det kan følges med klassen til morgensang og få en god start på skoledagen. Morgensamlingen er en del af indskolingens DNA. Her synges typisk ugens sang og en sang, som børnene kender rigtig godt i forvejen. Det kan være årstidssange, bevægelsessange, børnesange, gamle og nye sange.
Til morgensamling gives der også fælles beskeder, og det er også her vores indskolingsråd - elevrådet for vores yngste elever - kan fortælle, hvad de arbejder med, og hvad de ønsker, vi skal være fælles om.